Menu

Nyt ansigt på sidelinjen: IF Lyseng henter ny assistenttræner til Danmarksserieholdet

image
19. august 2026 kl. 17:17

IF Lyseng styrker setuppet omkring seniorfodbolden markant, med tilgangen af Morten Koch Nielsen, der bliver ny assistenttræner omkring klubbens Danmarksseriehold. Morten kommer til klubben med en særdeles stærk fodboldfaglig profil og erfaring fra nogle af dansk fodbolds førende talent- og udviklingsmiljøer. Sammen med cheftræner Jacob Serwin skal han være med til at løfte det daglige arbejde omkring holdet og bidrage til udviklingen af både spillere, træningsmiljø og den samlede seniorafdeling.

Som ungdomsspiller var Morten en del af FC Midtjyllands akademi, hvor han vandt danske mesterskaber på både U17- og U19-niveau. Samtidig repræsenterede han Danmark på U16-, U17- og U19-landsholdene og bar blandt andet anførerbindet på U16-landsholdet. Efter spillerkarrieren har Morten opbygget en stærk trænerprofil med erfaring fra både talentudvikling, mentaltræning og seniorfodbold. Han har været mentaltræner i FC Nordsjælland og HB Køge, assistenttræner for Aarhus Fremads U23-hold og været en del af setuppet omkring FC Midtjyllands U17-ligahold. Senest har han haft et kort ophold i Hedensted IF, inden muligheden i IF Lyseng opstod.

At det er lykkedes IF Lyseng at tiltrække Morten, vækker stor glæde i klubben. Profiler med hans kombination af erfaring fra elite- og akademimiljøer, stærke menneskelige kompetencer og forståelse for spillerudvikling hænger ikke på træerne. I Lyseng bliver en central del af opgaven at arbejde med en ung og ambitiøs spillergruppe, der allerede rummer et stort potentiale, men som samtidig skal tage de næste skridt i overgangen til seniorfodbolden.

Om den nye udfordring siger Morten Koch Nielsen: “Det er virkelig et spændende projekt. Det er en gruppe af unge og ærgerrige spillere med et stort potentiale, og samtidig står mange af dem et sted, hvor de naturligt skal tage nogle hurtige skridt i deres udvikling og modenhed, for at blive endnu stærkere og mere afgørende i seniorfodbolden. Det arbejde glæder jeg mig rigtig meget til at blive en del af.”

Tilgangen af Morten, er endnu et vigtigt skridt i IF Lysengs ambition, om at skabe et stærkere og mere professionelt miljø omkring seniorfodbolden. Målet er ikke alene at udvikle et konkurrencedygtigt Danmarksseriehold, men at skabe en kultur med høj træningskvalitet, tydelige krav og de bedst mulige rammer for, at klubbens spillere kan udvikle sig.

“Morten er en stærk profil med erfaring fra miljøer på højt niveau og et stort fokus på udvikling af både spillere og unge mennesker. Derfor er vi meget glade for, at han nu bliver en del af IF Lyseng. Vi tror på, at kombinationen af Jacob og Morten kan blive rigtig stærk og være med til at løfte hele vores seniorsetup. Samtidig giver det nye setup os endnu bedre muligheder for at skabe en stærk transition fra U19 til senior og sikre, at endnu flere af de spillere, vi udvikler i vores ungdomsafdeling, får mulighed for at fortsætte deres udvikling og blive en del af seniorfodbolden i IF Lyseng.”, siger Jesper Poulsen, bestyrelsesmedlem i IF Lyseng.

Med tilgangen af Morten, tager IF Lyseng endnu et skridt i opbygningen af det fundament, der skal bringe klubben fremad.

Velkommen til Morten.

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikke videre på siden, accepterer du vores brug af cookies
Luk