Menu

Kom med på holdet i IF Lysengs lovende ungdomssatsning

image
HB/RGT
20. august 2022 kl. 17:10
Vil du med på holdet i en af de mest spændende ungdomssatsninger i dansk fodbold på drengesiden i disse år? Vi kan bruge dig som træner, hjælper, sponsor eller spiller.

Hvis man lægger vejen forbi Lyseng Fodbolds træningsanlæg i Højbjerg i disse uger, vil man ikke kunne undgå at notere, hvordan træningsbaner og klubhus næsten hver eftermiddag og såmænd også flere morgener summer af liv fra snesevis af ungdomsspillere på alle niveauer.

Lysengs pigeafdeling har i samarbejde med AGF Kvindefodbold allerede i flere år indtaget rollen om et af landets stærkeste ungdomsmiljøer. Med IF Lysengs kvalifikation til at spille med i den landsdækkende U17 og 19 Division for drenge fra denne sæson er drengeafdelingen på vej op i samme høje gear.

Massiv tilgang
Lysengs status som både divisionsklub og Liga 1 klub på U17 og 19 drenge har hen over sommeren givet massiv tilgang af ambitiøse unge spillere samt en meget kompetent stab af trænere og ledere, som arbejder stenhårdt med at skabe en stærk træningskultur og udviklingskultur for ambitiøse spillere.

Samtidig fastholder IF Lyseng naturligvis politikken om åbne døre og et rummeligt miljø for unge fodboldspillere på alle niveauer. Vi oplever derfor massiv tilgang af spillere på alle niveauer, både ambitiøse spillere, semiambitiøse spillere og hyggespillere.

I disse uger kan vi med stor glæde konstatere, at stort set hele sidste sæsons efterskoleårgang 2005 finder tilbage til os igen og oplever stor gensynsglæde på U19-afdelingen. Og spillerne har ofte nye kammerater med fra efterskolen. Vi nærmer os p.t. 120 spillere alene på U19-årgangen hos drengene.

Anlægget syder med andre ord af energi, gensynsglæde og en smule organiseret kaos i disse uger, hvor snesevis af nye og gamle spillere skal lære nye og gamle holdkammerater at kende.

På vej mod stort mål
Man kan roligt sige, at den plan, Lysengs ledelse satte i værk for tre-fire sæsoner siden med at opbygge ’Danmarks bedste ungdomsmiljø’ på alle niveauer sætter sig positive spor i klublivet i Jyllands p.t. største fodboldklub i disse uger. Vi kan desuden glæde os over, at mange nyoprykkede seniorspillere i stort tal
vælger at blive hos os som seniorspillere.

Vi har p.t. en lang række herreseriehold, som primært består af
unge spillere. Vore mange ungdomsspillere spiller derfor både U17, U19 og seniorfodbold. 

Kom med på holdet 
Midt i glæden over den massive tilgang på drengesiden har vi også brug for at få endnu flere med på holdet, så vi løbende kan styrke organisationen og tilbyde det bedst mulige miljø for alle spillere.

Vi søger derfor sponsorer, som vil hjælpe med at løfte de store krav, der stilles til logistik, rekvisitter og udstyr i Danmarks bedste ungdomsmiljø. Vi har attraktive eksponeringsmuligheder.

Vi søger desuden flere fagligt dygtige og menneskeligt rummelige trænere, som vil være en del af de stærke teams omkring vore mange ungdomshold, særligt i U19 Liga 2 og Liga 3. Vi er allerede godt kørende på træner- og ledersiden, men har brug for endnu flere ressourcer til at udvikle de enkelte spillere på alle niveauer. Vi har et godt samarbejde mellem holdene, og det bliver kun endnu bedre i de kommende
måneder.

Vi siger heller ikke nej til spillere. Det gør vi aldrig. Vi kan dog maksimalt sende 11 spillere på banen ad gangen, så alle kan ikke forvente at spille på førsteholdet... Men alle kan forvente at blive taget seriøst uanset ambitionsniveau, få gode udviklingsmuligheder og at blive taget godt imod.

Vi er rigtig godt i gang med at skabe det fedeste miljø for unge fodboldspillere.
Kontakt fungerende klubansvarlig Henrik Brandt, hvis du vil med på holdet i IF Lysengs ungdomssatsning.
henrik@lyseng.dk, tlf. 29210972.

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikke videre på siden, accepterer du vores brug af cookies
Luk