Menu

Jyllands største fodboldklub har store mål

image En af IF Lysengs profiler er den 17-årige keeper Marius van der Raad med en fortid i Aabyhøj IF. Marius har udviklet sig stærkt i IF Lysengs talent set up og er gået hele vejen til en plads på holdet i 3. division. Foto. Matti Kromann
23. september 2023 kl. 21:40
Portræt af IF Lyseng Fodbold før kampen mod FC København i Oddset Pokalen

 

Af Henrik H. Brandt

Når man kommer rundt i det danske landskab af fodboldklubber i de lavere divisionsrækker, kan der være ret stor forskel på klubberne.

Nogle klubber er nærmest rene førstehold med lang tradition som divisionsklub, stolte meriter i fortiden, spillere på kontrakt, ’rigtige’ stadions og måske en etableret fankultur og store drømme om at komme op i det mere eksponerede selskab i NordicBet Ligaen eller 3F Superligaen.

Andre klubber er større amatørklubber med primær fokus på børne- og ungdomsarbejdet. Førsteholdet er ofte bare ’endnu et hold i rækken’ blandt mange andre hold og uden den store tilskuerinteresse.

I IF Lyseng Fodbold er der ingen tvivl om, at det divisionshold, som møder FC København i Oddset Pokalen er en del af en større sammenhæng i en amatørklub med snart 2.000 medlemmer, masser af frivillige trænere og ledere og hold på alle rækker og niveauer for begge køn og i alle aldre.

Lyseng og FC København bygger således på hver sin udgave af betalt fodbold… FC København er en professionel fodboldklub med et efter danske forhold astronomisk budget og lønbudget, mens IF Lysengs version af ’betalt fodbold’ for spillerne på 3. division betyder, at klubbens bedste spillere kun får lov at spille, hvis de har husket at få betalt deres kontingent - præcis som alle andre medlemmer.

Men betyder det, at IF Lyseng ikke har seriøse spillere, store kvaliteter som klub eller store ambitioner for fremtiden? Absolut ikke. Faktisk er klubben i en rivende udvikling både i toppen og bredden, hvis man kan formulere det sådan.

Et tegn på en positiv bevægelse

Pokaleventyret mod FCK og 3. divisionsholdets aktuelle succes er et tegn på den positive bevægelse i IF Lyseng.

IF Lyseng er i virkeligheden en ’fusionsklub’ akkurat som FC København (B 1903 og KB). Klubben blev stiftet i 1970 ved en sammenlægning af to lokale idrætsforeninger, Holme og Kragelund. Lyseng var i sine første mange leveår bare den lokale klub med breddestatus og hyggebold på programmet.

Indtil denne sæson har IF Lyseng blot to sæsoner på bagen som deltager i de landsdækkende divisionsrækker (og et enkelt ophold uden succes i den regionsopdelte 2. division i 2017/2018). Traditionelt har der egentlig ikke været nogen større organisation omkring 3. divisionsholdet. Hovedvægten i IF Lyseng ligger på børne- og ungdomsrækkerne, hvor dygtige ledere og trænere har skabt Jyllands største fodboldklub og et af Danmarks allerstørste og stærkeste miljøer for teenagere og talenter i ungdomsrækkerne.

Før sæsonen deltidsansatte klubben for første gang en sportschef for herresenior i skikkelse af den fodboldfagligt og organisatorisk yderst respekterede tidligere AGF- og Viby-træner Anders Sloth Juul. Der er kommet flere øjne på holdet og ressourcer til at fokusere mere på de små detaljer omkring det sportslige set up. Den aktuelle placering i toppen af 3. division og pokaleventyret mod FC København er en foreløbig kulmination, der nok indtraf tidligere end forventet.

En klub i balancegang

Tingene skal udvikles i et bæredygtigt tempo i IF Lyseng. Økonomien skal hænge sammen, og hvis klubben skruer op for kvaliteten hos enten drenge, piger, elite eller talent, skal kvaliteten tilsvarende hæves for alle de øvrige hold i klubben.

IF Lyseng går en evig balancegang, når banepladsen er trang og pengene små, men Lyseng har over de seneste år haft held til at skabe et superfedt trænermiljø for masser af fagligt dygtige og engagerede unge trænere og til at blive en magnet for ungdomsspillere.

De unge bliver tiltrukket af et miljø, hvor der altid er liv på banerne, altid kammerater at spille med eller heppe på, altid gode træningstilbud. Til gengæld er træningspladsen altid trang (derfor spiller mange Lyseng-hold nydelig tiki taka fodbold, men brænder alt for mange chancer). IF Lyseng døjer som så mange andre klubber til tider med at finde den helt rette balance mellem fodbold for sjov og sociale formål og fodbold med sportslige ambitioner, men vi er mere bevidste om udfordringerne end tidligere og på rette vej.

Kunstgræs som milepæl

En væsentlig milepæl i klubbens udvikling var etableringen af et af de første kunstgræsanlæg i Aarhus i 2012. Siden er klubbens medlemstal næsten fordoblet, kvaliteten forbedret og træningsintensiteten sat i vejret. IF Lyseng er suverænt den forening i Aarhus Kommune, som hvert år afvikler flest aktivitetstimer for børn og unge under 25 år, og IF Lyseng er p.t. den største danske fodboldklub uden for hovedstadsområdet.

For et par år side gennemførte klubben en række interne udviklingsprocesser i forhold til strategi og praktik omkring børne- og ungdomsarbejdet, i forhold til opgradering af talentarbejdet efter DBU’s talentmanual og i forhold til normeringen af den ansatte stab og de faglige ressourcer på en lang række sportslige og administrative positioner.

Klubbens næste store mål er at skabe endnu bedre træningsforhold for alle medlemmer gennem etablering af endnu et kunstgræsanlæg på den eksisterende opvisningsbane, at styrke sammenhængen mellem ungdoms- og seniorfodbolden - og om muligt også gerne at skrue lidt op for rammerne for klubbens bedste hold i den hastighed, økonomi og bemanding kan følge med.

Vi vil bygge mere på

FCK-kampen giver os en kærkommen lejlighed til at skærpe den interne og lokale opmærksomhed omkring klubbens status som divisionsklub. Vi vil gerne bygge mere på. Vi vil gerne have flere tilskuere, flere sponsorer, bedre vilkår og plads til træning og kampe, bedre sammenhæng mellem alle klubbens hold… Det sidste, meget gerne med divisionsholdet som et lokalt forankret flagskib for 8270, som alle kan mødes om og være stolte af på vores hyggelige lille stadion med byens bedste grillpølser til hjemmekampene i 3. division.

FCK-kampen er en gave for os i IF Lyseng. Vi er ikke professionelle som FCK og bliver det nok aldrig. Vi er amatører, men vi er ’professionelle’ amatører. Vi er godt på vej. Vi håber, at endnu flere får lyst at følge os på den videre rejse efter pokalopgøret mod FC København.

Praktiske oplysninger før kampen IF Lyseng - FC København:

Billetsalg (forsalg). Gå til billetportalen hos AGF
Billetsalg (grupper: Per Blom, bogholder, 40548471, bogholder@lyseng.dk
Sponsor: Hakan Basel, sponsor- og kommunikationsansvarlig, 21329343, sponsor@lyseng.dk
Medier, presseakkreditering: Henrik Brandt, klubansvarlig, 29210972, henrik@lyseng.dk
Sportslige forhold: Anders Juul, sportschef, 27645255, sportschef@lyseng.dk

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikke videre på siden, accepterer du vores brug af cookies
Luk