Menu

IF Lyseng styrker den sportslige ledelse

image Foto: Tv. Karl Johansen (Head of Coaching) og th. Jakob Borup (talentchef) i IF Lyseng.
25. februar 2026 kl. 17:10

IF Lyseng styrker den sportslige ledelse

Med virkning fra 1. marts styrker IF Lyseng den sportslige ledelse med to markante udnævnelser. Karl Johansen tiltræder som ny Head of Coaching U17-U19, og Jakob Borup bliver ny talentchef for U13–U19 drenge licens.

Lars Klitgaard fortsætter som sportschef med det overordnede ansvar for den samlede sportslige udvikling på tværs af ungdom og senior, drenge og pige licens i IF Lyseng.

 

Sammenhæng og kvalitet i talentudviklingen: Karl Johansen ny Head of Coaching

Karl Johansen tiltræder rollen som Head of Coaching efter det seneste år at have været cheftræner for U19 Drenge Division. Han kom til IF Lyseng fra VSK Aarhus i 2024 og færdiggjorde tidligere på året sin UEFA A-licens.

Karl har indgående erfaring med arbejdet i overgangsfasen mellem ungdom og senior og får som Head of Coaching et klart fokus på transitionen fra ungdom til senior, samtidig med at han skal styrke det faglige sammenhæng og kvalitet på tværs af U17- og U19-miljøet i drenge licens.

“Karl har dokumenteret sin evne til at udvikle spillere i den afgørende fase frem mod seniorfodbolden. Med ham styrker vi den røde tråd i vores talentarbejde og koblingen til 3. divisionsmiljøet,” siger sportschef Lars Klitgaard.

For nuværende vil det være Amar Arnaut der varetager trænergerningen for U19 division i samarbejde med det eksisterende team, hvor Karl også vil indgå i tæt dialog og sparring.

 

Markant ledelseskapacitet ind i talentmiljøet: Jakob Borup ny talentchef

Med ansættelsen af Jakob Borup tilfører IF Lyseng betydelig sportslig erfaring og ledelsesmæssig tyngde.

Jakob har en omfattende baggrund i dansk fodbold. Som spiller har han blandt andet repræsenteret Viborg FF og AaB. Han har været cheftræner i FfI (Frederikshavn fodbold) samt elitechef og cheftræner i Fortuna Hjørring og er indehaver af UEFA A-licens.

Derudover har han en længere lederkarriere som skoleleder, arbejder i dag som foredragsholder og virksomhedscoach og er medforfatter til to fodboldbøger.

I rollen som talentchef får Jakob det daglige ansvar for ledelsen og udviklingen af drengelicens U13–U19.

“Vi har ønsket at tilføre yderligere ledelseskraft og erfaring til vores talentarbejde. Med Jakob får vi en markant kapacitet, som både sportsligt og organisatorisk hæver niveauet i IF Lyseng,” siger Lars Klitgaard.

 

En styrket ledelsesstruktur med ambitioner

Den nye organisering er et strategisk valg, der skal sikre en endnu stærkere sammenhæng mellem talentudviklingen og seniorfodbolden i IF Lyseng.

Som sportschef har Lars Klitgaard det overordnede ansvar for den samlede sportslige retning i klubben og fungerer fortsat som talentchef for pigeafdelingen. Med tilføjelsen af en dedikeret talentchef på drengesiden udvides den samlede ledelseskapacitet og skaber større faglig forankring og tydelighed i hverdagen.

“Vi styrker organisationen, fordi vi har ambitioner. Vores talentarbejde skal målrettet understøtte vores 3. divisionshold, samt skabe rammerne for at spillerne kan nå endnu længere. Med en stærkere og mere specialiseret ledelsesstruktur tager vi et vigtigt skridt i den retning,” siger Lars Klitgaard.

 

Den samlede talentledelse på drengesiden i IF Lyseng

Med de nye justeringer består talentledelsen på drengesiden i IF Lyseng nu af:

  • Lars Klitgaard, sportschef
  • Jakob Borup, talentchef U13-U19 drengelicens
  • Karl Johansen, Head of Coaching U17-U19 div. drenge licens
  • Frederik Bruun, ungdomsudviklingstræner U13-U15 drenge licens
  • Lars Korreborg, børneudviklingschef op til U12 drenge og piger

 

Sammen sikrer de en tydelig struktur og en styrket daglig ledelse af talentmiljøet i IF Lyseng.

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikke videre på siden, accepterer du vores brug af cookies
Luk