IF Lyseng Fodbold Nyhedsbrev 2026 (2)
Klubnyt fra Bestyrelsen
Siden sidste nyhedsbrev har vi arbejdet videre med de seks udvalg, som vi præsenterede som en vigtig del af klubbens fremtidige udvikling:
- Sportsligt udvalg – "Fodbolden er vores kernevirksomhed og det der binder os sammen"
- Frivillighedsudvalg – "Det skal være nemt at være med – og rart at blive"
- Event- og stævneudvalg – "Klubliv mellem kampene"
- Facilitetsudvalg – "Rammerne skal matche ambitionerne"
- Kommunikation og branding – "Én fortælling – mange stemmer"
- Økonomi- og sponsorudvalg – "Ressourcer der muliggør fællesskabet"
På baggrund af de tilbagemeldinger, vi har modtaget – og også manglen på tilbagemeldinger på enkelte områder – har vi valgt i første omgang at fokusere vores indsats på færre udvalg. Vi vil derfor prioritere arbejdet med Frivillighedsudvalget samt Kommunikation og Branding. Beslutningen er truffet for at sikre, at de udvalg, vi sætter i gang, får de bedst mulige forudsætninger for at skabe værdi fra start.
Det betyder dog ikke, at de øvrige udvalg er lagt i skuffen. Tværtimod håber vi fortsat, at flere medlemmer, forældre og frivillige har lyst til at bidrage – både til de udvalg, vi arbejder aktivt videre med, og til dem, som foreløbigt er sat på pause. Ingen indsats er for lille, og der er plads til både store og små bidrag.
Hvis du har lyst til at give en hånd med, kan du kontakte os på frivillig@lyseng.dk. Det gælder både, hvis du har noget helt specifikt, du gerne vil bidrage med, eller hvis du blot har lyst til at hjælpe, men endnu ikke ved hvordan.
Derudover har vi specifikt frivillige opgaver forbundet med vores fodboldskole i uge 27, hvor vi godt kunne bruge nogle hænder til at hjælpe i teltene. Hvis man er klar på at give en hånd med, så skriv gerne til fodboldskole@lyseng.dk.
Ny Sports- og Talentchef
Som de fleste nok har læst og hørt, så stopper Lars Klitgaard i stillingen som sportschef i Lyseng for at blive talentchef hos Randers Q. Endnu en gang skal der lyde en tak for indsatsen til Lars.
I forbindelse med denne ændring har bestyrelsen vurderet, hvordan vi bedst understøtter klubbens fortsatte udvikling – både sportsligt og organisatorisk. Som led i dette arbejde har vi valgt at styrke den sportslige ledelse ved at forfremme Jakob Borup fra rollen som talentchef for drenge elite til Sports- og Talentchef for hele klubben.
Jakob det seneste halve år været talentchef for drenge elite og har derudover en omfattende baggrund i dansk fodbold. Som spiller har han blandt andet repræsenteret Viborg FF og AaB. Han har været cheftræner i Frederikshavn fodbold (FFI) samt elitechef og cheftræner i Fortuna Hjørring, og han er indehaver af UEFA A-licens.
Uden for fodbolden har Jakob en længere lederkarriere som skoleleder, arbejder i dag som foredragsholder og virksomhedscoach og er medforfatter til to fodboldbøger. Vi glæder os til at få endnu mere glæde af Jakobs erfaringer og kompetencer på tværs af hele klubben.
Trænerkabalen for næste sæson
I skrivende stund er trænerkabalen på tværs af hele klubben i gang med at blive lagt af den sportslige ledelse. Mange steder er den på plads, mens andre er det de sidste detaljer som mangler. Efterhånden som trænerkabalen falder på plads på diverse hold, vil der blive kommunikeret ud.
Vores kultur og kommunikation
Sidst, men ikke mindst, har vi øget fokus på klubbens DNA og hvordan vi sammen skaber en kultur, som alle har lyst til at være en del af. Derfor har vi formuleret en række kultur- og kommunikationsprincipper, som skal være med til at sætte retningen for vores fællesskab.
Vores kultur- og kommunikationsprincipper kan læses sidst i nyhedsbrevet.
Opdatering på den nye kunstgræsbane
I sidste opdatering kunne vi fortælle, at vi i november 2025 indledte en Syn og Skøn sag mod entreprenør Winther Sport på grund af de konstaterede mangler. Siden er der fra Voldgiftsnævnet blevet arbejdet på at finde en synsmand, som begge parter har kunnet acceptere. Det er nu lykkes. Næste step er at synsmanden skal besigtige banen, hvilket er planlagt til august. Herefter vil synsmand gøre en skønsforretning, inden mulige udbedringer kan ske, uanset om sagen evt. fortsætter i Voldgiftsnævnet.
Børnesegment
Forårssæsonen har budt på stor aktivitet på tværs af børnefodbolden i IF Lyseng. Samtidig har vi taget et vigtigt organisatorisk skridt ved at samle vores børneudvikling på tværs af køn. Fremover vil vores børneudviklingstrænere have ansvar for henholdsvis U3-U9 og U10-U12, uanset om det er pige- eller drengefodbold. Det skal sikre en endnu stærkere rød tråd i udviklingen af vores yngste spillere og skabe større videndeling på tværs af klubben.
I foråret har vi blandt andet afholdt et succesfuldt 3-boldstævne med stor deltagelse og masser af fodboldglæde på anlægget. Samtidig har vi oplevet en positiv udvikling omkring Pigeraketten, som har været med til at introducere nye piger til fodbolden og bidraget til tilgang af nye spillere i børneafdelingen.
Vi arbejder fortsat målrettet med at skabe gode overgange mellem børne- og ungdomsfodbolden, og vi ser frem til at bygge videre på det stærke fundament, der er skabt i børneårene.
Ungdom - piger
Foråret har været endnu et vigtigt skridt i udviklingen af pigeafdelingen i IF Lyseng. Vi har netop gennemført det første år med DBU-pigelicens, og samlet set har det været et positivt første år med flotte præstationer på tværs af årgangene.
Både U16 og U19 har gennem sæsonen målt sig med nogle af landets stærkeste miljøer i divisionsrækkerne og vist, at IF Lyseng kan konkurrere på højt niveau. U15-pigerne leverede samtidig en stærk pokalturnering, hvor holdet nåede semifinalen og først måtte se sig slået 2-1 af VSK.
Et vigtigt kvalitetsstempel på vores arbejde er også, at flere af vores spillere i løbet af sæsonen er taget videre til større licensmiljøer som AGF, Viborg FF og Kolding IF. Samtidig har vores egne hold vist, at de kan spille lige op med divisionsholdene, hvilket understreger den positive udvikling i miljøet.
På trænersiden har vi sikret kontinuitet med en intern rekruttering af Claus Rasmussen som ny cheftræner for U19. Claus kender klubben indgående og bliver en vigtig del af det fortsatte arbejde med at skabe gode udviklingsmiljøer og stærke overgange mod seniorfodbolden.
Ungdom Classic - drenge
IF Lyseng har endnu et forår vist en imponerende bredde og kvalitet på drengesiden. Det ses især i segmentet U13-U15, hvor klubben, udover førsteholdene, har mønstret hele syv kamphold. Tre af disse hold findes i U15-årgangen, hvor andetholdet på flot vis har kvalificeret sig til JM i Liga 3.
Mens de yngste årgange buldrer frem, har segmentet U16-U19 oplevet lidt flere udfordringer. Det skyldes blandt andet det klassiske mønster med de mange U17-spillere, der tager på efterskole. Klubben er dog allerede i fuld gang med at rette op på dette til den kommende sæson, blandt andet via en stærkere satsning på U16. For at gøre overgangen til seniorrækkerne mere glidende, er U19 desuden begyndt at spille Serie-fodbold, hvilket skal styrke spillernes udvikling og fastholdelse.
Ungdom Elite - drenge
Ungdom Elite i Lyseng har i perioden været præget af både udvikling og konsolidering. Fokus har været på at skabe et stærkere udviklingsmiljø for spillerne samtidig med, at sammenhængskraften mellem årgangene er blevet og skal styrkes endnu mere. Der er arbejdet målrettet med træningskvalitet, spillestil og kompetenceudvikling af både spillere og trænere.
Flere årgange har leveret flotte sportslige resultater, samtidig med at der er fastholdt fokus på den enkelte spillers udvikling frem for kortsigtede resultater. Samarbejdet mellem trænere, ledere og forældre er blevet styrket, hvilket har bidraget til et mere professionelt og trygt miljø omkring spillerne. Vi har taget fat i de eventuelle problemstillinger der har været så hurtigt som muligt.
Der er gennemført trænerudviklingsforløb og øget videndeling på tværs af årgangene og igen håber vi det videreudvikles. Samtidig er samarbejdet med lokale uddannelsesinstitutioner blevet videreudviklet for at skabe de bedst mulige rammer for unge spillere.
Lyseng oplever fortsat stor interesse for elitefodbolden, og flere spillere har taget næste skridt i deres udvikling gennem deltagelse på højere niveauer og talentaktiviteter. Målet er fortsat at skabe et attraktivt udviklingsmiljø, hvor spillere kan udfordre deres potentiale både sportsligt, menneskeligt og socialt.
Den overordnede ambition er at udvikle dygtige fodboldspillere og samtidig danne robuste unge mennesker, der trives i fællesskabet og tager ansvar for egen udvikling.
Kvinder 1. hold
Klubbens 1. hold kvinder kan se tilbage på endnu en stærk sæson i toppen af Kvindeserien. Inden sidste spillerunde havde holdet selv muligheden for at sikre oprykning til C-ligaen med en sejr over VSK, men et nederlag betød, at sæsonen sluttede med en flot 2. plads.
Foråret har været Frederik Kühlweins første halvsæson som cheftræner, og samtidig er Michael Andersen blevet en del af trænerteamet som assistenttræner. Truppen har gennem sæsonen vist stor stabilitet, og som en ekstra positiv afslutning er flere spillere vendt tilbage efter længere skadesforløb med blandt andet knæskader.
Samlet set afslutter kvindeafdelingen endnu en stærk sæson, hvor klubbens bedste kvindehold igen har markeret sig blandt de bedste hold i rækken.
Herrer 1. hold
Sæsonen 2025/26 blev ikke som håbet for klubbens 3. divisionshold. Trods en stærk afslutning på sæsonen lykkedes det ikke at sikre overlevelse, og holdet må derfor tage turen ned i Danmarksserien.
Selvom resultatet naturligvis er skuffende, er der også positive elementer at tage med videre. I løbet af sæsonen har flere spillere fra klubbens eget U19-divisionshold fået debut på seniorniveau, og en række tidligere ungdomsspillere har nu etableret sig som en fast del af stammen på holdet.
Det er et vigtigt bevis på, at klubbens talentudvikling fungerer, og at der fortsat er en tydelig vej fra ungdomsafdelingen til seniorfodbolden i IF Lyseng. Det ændrer ikke på skuffelsen over nedrykningen, men giver et positivt perspektiv på det arbejde, der hver dag bliver lagt i udviklingen af klubbens egne spillere.
Kultur og kommunikationsprincipper
Vi taler med hinanden – ikke om hinanden
Har vi noget på hjerte, siger vi det direkte til hinanden. Vi tager svære samtaler:
- ansvarligt
- rettidigt
- i øjenhøjde
- med respekt og tillid
- med fokus på både oplevelser og fakta
Vi ønsker en kultur, hvor dialog skaber løsninger fremfor frustrationer.
Vi bakker hinanden op – og bygger tillid
Vi anerkender og fremhæver hinandens indsats – både når personen er til stede og ikke er det. Vi:
- handler loyalt
- hjælper hinanden
- støtter fællesskabet
- bygger relationer gennem tillid
- Tillid er fundamentet for både udvikling og trivsel.
Vi lytter for at forstå – med respekt for både følelser og data
Vi giver plads til forskellige perspektiver. Vi:
- lytter nysgerrigt
- tager oplevelser alvorligt
- bruger fakta og data konstruktivt
- søger fælles forståelse
Data bruges ikke til kontrol, men til:
- tydelighed
- læring
- udvikling
- fair beslutninger
Vi stopper negativ snak ved roden – og vælger den konstruktive vej
Hvis vi hører nedladende tale om andre, siger vi fra. Vi:
- tager ansvar for dialogen
- beskytter fællesskabet
- søger løsninger fremfor skyld
- arbejder ud fra respekt og tillid
Vi ønsker et miljø, hvor mennesker føler sig trygge – også når der er uenighed.