Menu

Ambitiøs og engageret sportschef til IF Lysengs succesfulde fodboldpiger og -kvinder søges!

image VIl du være med til at styrke IF Lyseng endnu mere? Så smid endelig en ansøgning i vores retning. Foto: Henrik Bjerregrav
RGT
05. november 2021 kl. 16:23
Går du med en drøm i maven om at blive sportschef for en succesfuld pige- og kvindeafdeling i rivende udvikling? Så er her nu en unik mulighed for at den drøm kan gå i opfyldelse i IF Lyseng.

Vi søger en halvtidsansat sportschef for vores ungdoms- og seniorhold (fra U13 og op) med interesse for både bredde og elite, og som kan se det udviklende i at skabe synergier mellem disse.

Du skal være indstillet på at have din daglige gang på Lyseng og være synlig for spillere, ledere, trænere og forældre. Du skal have stærke kommunikations- og samarbejdsevner og have lyst til ledelse af vores ungdoms- og seniortrænere på flere niveauer. Du skal kunne motivere og inspirere de folk, der er omkring dig, og du skal agere loyalt overfor klubben og dens værdier.

Der ligger mange forskelligartede opgaver og ansvar i rollen som sportschef for Lysengs piger og kvinder. Her nævnes nogle:

  • Videreudvikling af vores seniorafdeling på både elite- og breddeniveau, så vi er repræsenteret i minimum 3 rækker
  • Videreudvikling af vores ungdomsafdeling, så vi er repræsenteret med to hold i hver årgang fra U13-U18
  • Tæt samarbejde med vores børneudviklingstræner, bl.a. i forhold til overgang fra børne- til ungdomshold
  • Sikre transition mellem ungdom og senior
  • Sikre et højt fagligt miljø for trænere, ledere og spillere
  • Have det overordnede ansvar for, at alle hold fra U13 til og med senior har en cheftræner og være ansvarlig for ansættelse og on-boarding af disse
  • Afholde månedlige trænermøder for Lysengs ungdoms- og seniorhold og derigennem styrke og udbygge sammenholdet og samarbejdet trænerne imellem
  • Støtte trænere og deltage i relevante forældremøder
  • Deltage i Sportsudvalgsmøder ca. 1 gang pr. måned
  • Deltage 1 gang månedligt i talenttræninger for U11-U14 for samarbejdsklubberne
  • Afholde udviklingssamtaler for potentielt nye spillere (U13-U15) før og efter prøvetræning i henhold til licensreglerne
  • Repræsentere Lyseng ved særlige lejligheder

Særlige arbejdsopgaver i forhold til samarbejdet med AGF Kvindefodbold
I 2020 indgik IF Lyseng i et formelt samarbejde med AGF og VSK om en overbygning for de bedste ungdomsspillere og Kvindeligaholdet. Overbygningen dækker over holdene i U16 DM, U18 DM og Kvindeligaen. Her består nogle af dine arbejdsopgaver i at:

  • Være bindeled til, sikre samt videreudvikle samarbejdet med AGF Kvindefodbold
  • Sikre vores status som licensklub i DBU-regi i samarbejde med AGF Kvindefodbold

Særlige arbejdsopgaver i forhold til drenge/herresiden 

  • Sikre synergier med drenge/herresiden
  • Udvikle og styrke de potentialer, der er i at træne/spille kamp/andet på tværs af køn
  • Udvikle et samarbejde med sportschefen/talentchefen på drenge/herresiden

Vi tilbyder
Vi tilbyder en halvtidsstilling med mange forskelligartede og spændende opgaver med både interne og eksterne samarbejdspartnere. Fokus på pige- og kvindefodbold er stærkt stigende i disse år, og i IF Lyseng er vi med på den bølge. Det går rigtig godt for pigefodbolden i Lyseng.

Vi er en ambitiøs klub, som har base i det sydlige Aarhus, og som med rekordfart har etableret os som et af landets absolut stærkeste talentudviklingscentre indenfor pigefodbolden. Vi er blandt andet repræsenteret i den bedste liga på alle ungdomsårgangene (DM-rækkerne i vores samarbejde med AGF og VSK) og leverer mange spillere til DBU Talent og Ungdomslandsholdene.

Denne positive udvikling ønsker vi at fortsætte, og det får du som kommende sportschef en stor del af ansvaret for. Samtidig er vi optagede af, at vi i Lyseng fortsat kan tilbyde gode træningsmiljøer til alle vores spillere uanset niveau og af at tiltrække flere spillere til alle årgange. Dette område skal ligeledes styrkes i de kommende år.

Alt i alt tilbyder vi en spændende stilling med mange forskelligartede arbejdsopgaver med rig mulighed for at sætte dit eget præg på stillingen som sportschef.

Fagligt set skal du som kommende sportschef som minimum have en B-licens og gerne andre uddannelser fra DBU, for eksempel Talent ID eller Fodboldanalytiker.

Er du interesseret? Så tøv ikke med at sende din ansøgning til fodbold@lyseng.dk, gerne snarest muligt og senest den 22/11. Vi vil løbende afholde samtaler. Det er muligt at tiltræde i stillingen snarest, men vi venter gerne på den rette person.

Har du yderligere spørgsmål til stillingen, kan du kontakte bestyrelsesformand Hans Christian Hansen på tlf. 26150111 eller bestyrelsesmedlem Ane Kirk Gulmann på tlf. 20645516. Du kan læse meget mere om klubben, vores hold og vores værdier på www.lyseng.dk.

Vi ser frem til at høre fra dig.

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikke videre på siden, accepterer du vores brug af cookies
Luk