Menu

Lyseng forstærker sig med tidligere 3F-ligaspiller

image Velkommen til Camilla Andersen
02. januar 2019 kl. 16:44

Lyseng er meget stolte af at kunne præsentere 24-årige Camilla Andersen som ny spiller i klubben. 

Trods sin unge alder kan Camilla allerede skrive både 3F-ligafodbold for Skovbakken/VSK Aarhus og Kolding Q på CV’et og hele 36 ungdomslandskampe. Og så har hun af flere omgange været i USA for at spille collegefodbold med stor succes.

Med Camilla Andersen får Lyseng tilgang af en rigtig målræv. Camilla har bl.a. været topscorer i U18DM-rækken, som hun i 2011 vandt sammen med Horsens SIK, og så er hun den spiller, der gennem tiden har scoret flest mål for det danske U19-landshold! I den røde trøje er det blevet til imponerende 23 mål i 29 U19-landskampe. Også i sin tid i USA udmærkede Camilla sig og blev bla. valgt til MVP (Most Valuable Player) og National Player of the year i 2016. Det år lavede hun 35 mål og 7 assists i 26 kampe.

Lysengs cheftræner for 1. divisions kvinderne David Kiær Nielsen er da også forventningsfuld i forhold til tilgangen af den talentfulde angriber, som han tiltænker flere opgaver: “Camilla skal både på og uden for banen tage et ekstra ansvar for at lære de mange unge i vores trup op. Hun kan bidrage med stor erfaring, og så er hun en virkelig dygtig afslutter og har samtidig et godt blik for medspillernes muligheder. Jeg forventer mig en spiller, der er sulten efter at spille fodbold, og som har modet til at gå forrest og vise vejen. Det er min klare forventning, at Camilla bliver et stort plus for vores talentfulde trup”.

Camilla Andersen har også kun pæne ord at sige om Lyseng og glæder sig til at trække den orange trøje over hovedet: “Jeg har valgt Lyseng, fordi jeg virkelig synes, det er en klub med et godt projekt, som jeg meget gerne vil være en del af. Jeg tror, at Lyseng er et perfekt match for mig, så jeg kan føle mig tryg og have det sjovt. Jeg savner at spille kampe og få noget spilletid, og jeg synes Lyseng virker som en klub, hvor jeg kan udvikle mig og få troen på mig selv og spilleglæden helt i top igen. Lyseng lyder til at have et meget ungt og talentfuldt hold, og jeg glæder mig bare til at komme igang!”

Camilla Andersen og cheftræner David Kiær Nielsen deler ambitionen om at spille med i toppen af slutspillet i 1. division i foråret. Det er et ønske, de har tilfælles med resten af Lyseng.

Camilla Andersen er bosat i centrum af Horsens og startede i sommer på Via University College som markedsføringsøkonom. Vi glæder os rigtig meget til at tage imod Camilla på træningsbanerne og se hende i aktion for klubben.

Giv et stort like til Camilla!

Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikke videre på siden, accepterer du vores brug af cookies
Luk