Af Søren P.

Den 14 Februar satte jeg kursen mod Melbourne, Australien. Jeg havde fået en trainee stilling på det danske handelskontor i byen. Opholdet på handelskontoret er på fem måneder, og jeg har efterhånden været her i tre og halv måned. Det er nu ikke mit arbejde, som denne artikel skal handle om, nej for med i min bagage havde jeg mine fodbold støvler, så jeg vil fortælle lidt om, hvordan det er at spille soccer down under.

Melbourne er en stor by med over tre millioner indbyggere, og da jeg ankom, kendte jeg ingen i byen. Jeg havde mødt min chef og min med trainee en gang i Danmark, så man følte sig rimelig alene i verden. Derfor ville jeg meget gerne i gang med at spille fodbold, så jeg kunne møde nogle mennesker og samtidig få noget motion. Min chef her på kontoret kender næsten alle de danskere, der er her. Der er konstant ca. 1500 danskere i Melbourne enten studerende som mig selv, udstationeret af et dansk firma eller gift med en australier.

Han satte mig i forbindelse med en dansker, som han vidste spillede fodbold i Melbourne. Jeg ringede til Frank Jensen, som han hedder, og han var meget interesseret i at få mig i gang med at spille. Han spillede for en klub, der hedder Elwood City, og jeg kom med ud at se en af deres træningskampe, jeg fik en lille snak med træneren, og aftalte at jeg skulle komme til træning om tirsdagen.

Elwood city har to hold, første holdet som spiller i provinsional 1 division. Andet holdet, nej det kalder man det ikke, det hedder reserve holdet, spiller i reserve ligaen, hvor man møder reserverne for den klub som førsteholdet spiller i mod. Det betyder, at reserverne og første holdet altid spiller samme sted, reserverne klokken 1300 og første holdet klokken 1500.

Der er ikke ligesom i Danmark rækker hele vejen ned, enten spiller man på første holdet, som nok svarer til serie 2, ellers også spiller man for reserverne, som svarer til serie 6. Til gengæld er der et meget stor klubfølelse, fordi begge hold altid spiller samme sted, og man tager gerne ud og ser reserverne spille, og de bliver så og ser den næste kamp. Førsteholds træneren ser også altid reserverne, hvilket måske var en ide, man skulle bruge i Danmark (læs her Lyseng).

Elwood city er ligesom alle andre klubber i Australien domineret af spillere fra et bestemt land. Klubben her er en portugisisk klub, hvor de fleste spillere oprindeligt er fra Portugal ligesom træneren. I Australien er klubberne meget små, og der er som regel ikke nogen ungdomsafdeling, selvom fodbold er den største sport i skolerne, er sporten på senior plan meget lille. Det skyldes især, at den australske fodbold, eller footy som de kalder det, er ufattelig populært, man kan nærmest ikke undgå at se eller høre noget om footy hver dag. A

lle aviser har ca. ti sider om footy hver dag, og sportsnyhederne bruger nok 70 % tiden på footy, så det er meget svært for soccer at slå igennem i Australien. Desuden afholder det mange fra at begynde at spille, at alle klubberne enten er portugisiske, tyrkiske, tyske eller noget helt andet, mange føler sig ikke velkomne i de klubber. Sådan er det nu ikke i Elwood city, måske hænger det sammen med, at jeg kom derned sammen med Frank, som er deres stjernespiller, så dansk fodbold har et meget godt ry i denne klub.

Jeg havde dog troet, at når jeg nu kom som ny spiller, at jeg så ville få en chance for at træne lidt med første holdet, men nej jeg skulle først have min spillertilladelse, og det er et større projekt hernede. Det er et andet problem for australsk fodbold, der er for meget bureaukrati eller red tape, som det hedder på disse kanter. Der gik ca. fem uger, før jeg fik mit spillecertifikat, og i den periode måtte jeg ikke engang spille kampe for reserverne. Jeg trænede med reserverne, og det var en oplevelse i sig selv. Forholdene hernede er ikke Lyseng standart, her er en lille historie for dem, der brokker sig over Lysengs faciliteter.

Vi træner i en offentlig park, hvor banen bliver brugt til alle mulige ting. Vi kunne eks. ikke træne i en uge, fordi der skulle afholdes et triatlon. De havde så stillet hegn, cykelstativer mm. op på selve banen, så der nu er der store huller, og der er ingen midler til at udbedre skaderne. Det er jo ved at være vinter, så det er mørkt, når vi træner. Det er på hele træningsområdet to master med en pære i hver. Det betyder, at hvis man kommer op på siden af bolden, forsvinder den i ens egen skygge, og i det hele taget er der ret dunkelt.

Boldene er et kapitel for sig selv, vi har endda et par plastik bolde at træne med. På trods af disse forhold hygger alle sig til træningen, som de første uger, hvor jeg ventede på mit spillecertifikat, forgik med tre berøringer og kegle mål hele aftenen. Alle får lov at træne med, selv dem der ikke betaler kontingent, det betyder altså også, at der nogle meget dårlige spillere, og man skal passe lidt på sine gamle ben. Jo min tålmodighed blev sat på prøve.

Da jeg endelig fik mit spillecertifikat, fik jeg lov til at spille kamp. I min første kamp for reserverne, scorede jeg et mål og spillede hele kampen. Anden kamp som foregik på en perfekt bane i Ballarat (ca. 120 km fra Melbourne). Jeg blev taget ud midt i anden halvleg, fordi nu skulle jeg sidde på bænken for første holdet. Det er en anden sjovt ting, dem der er på bænken spiller enten en hel eller en halv kamp for reserverne først, så tager man lige et bad og er selvfølgelig helt frisk til at spille en kamp mere. Jeg kom ind i anden halvleg og var ved at score på hovedstød, det ville have været mit første med hovedet. Efter sejren over Ballarat, har jeg så fået lov til at træne med førsteholdet og spillet alle kampe for dem. Der er lidt bedre forhold for førsteholdet, bedre lys og bedre bolde.

Desværre har Frank været skadet, mens jeg har været på holdet det kunne være sjovt at spille to danskere på sammen hold, det er som om vi har en lidt anden opfattelse af fodbold og tænker på samme måde. Vi savner vores select bolde og til tider det danske vejr. Det nemt blive for varmt her i Australien til at spille fodbold, men lige nu er vejret perfekt det er 15-20 grader, men det er jo også vinter.

Det er en perfekt måde at møde menneske på, fodbold overvinder alle sprog og kultur barrierer, fodbold er jo trods alt det samme i Lyseng som i Elwood City. Jeg har fået mange gode venner, og jeg kan fortælle, at det ikke kun er i Lyseng at tredje halvleg kan blive lang. Da vi havde vundet over Ballarat, blev det fejret med en rigtig BBQ, hvilket nok er det tætteste, man kommer på en australsk national ret. Bøfferne blev skyllet ned med rigelige mængder af øl, og hele vejen hjem i den lejede bus var alle spillere fra begge hold i meget godt humør. Der blev underholdt med fodbold sange fra alle nationaliteter og dem er der mange af i Elwood City. Vi fik en sang fra Portugal, Argentina, Frankrig, Italien, Sverige, New Zealand, Tyrkiet, Irland, England og selvfølgelig også hvem var det der vandt i dag fra Danmark. Efter hver kamp er vi på stambaren The Daltons, næsten alle dukker op selv med koner og kærester, det giver virkeligt et godt sammenhold i klubben. Jeg har hele tiden følt mig meget velkommen i klubben, også selvom jeg kun er her i fem måneder.

Selvom midlerne er meget små i klubben, er der hver torsdag efter træning en gratis burger eller to til alle, og så bliver man hængende og får sig en øl eller vand og en snak med de andre spillere. Desværre har Elwood ikke en Randi og Mogens til at ordne det hele. Elwood har Tony, men han drikker flere øl, end han sælger, jeg har endnu ikke set ham uden en øl i hånden. Men han har forbindelser til alle i Victorian soccer federation som svarer til JBU, og han får altid sat evt. karantæner ned.

Jeg har nu kun fem kampe tilbage inden mit ophold her i Melbourne er slut, men det har været en stor oplevelse at prøve at spille i et andet land. De oplevelser tager jeg med tilbage, når jeg til efteråret igen tørner ud for de orange fra Lyseng IF. Hvis der er nogen der er interesseret i at følge mine sidste kampe kan i se på følgende hjemmeside :