| Senior - foråret 2001
Af Kurt H. Mark For seniorafdelingen har det generelt været et skuffende forår. Efter gode træningsresultater før turneringen var der lagt op til en solid pointhøst for flere af holdene i foråret, men resultaterne er udeblevet. 1.holdet under ledelse af Brian Gisleson, har suverænt vundet alle hjemmekampene, men har til gengæld kun fået et point ude.Holdet er placeret lige under toppen i rækken og man kan håbe på at holdet bliver mere stabilt efterhånden som de nye spillere er spillet ind på holdet. Den tidligere 1.holdsspiller, Claus Svenningsen, har ansvaret for 2. holdet i serie 3. Holdet består af unge spillere, der har haft svært ved at gøre sig gældende i en stærkt besat serie 3 kreds. Holdet er placeret i den tunge ende af tabellen og må imødese et efterår op ad bakke, hvor målet må være at sikre forbliven i serie 3. 3. holdet under ledelse af det forhenværende problembarn Søren "Rosa" Christensen er efter 2 oprykninger havnet i serie 3. Ligesom 2.holdet er 3.holdet placeret under nedrykningsstregen. For tredjeholdets vedkommende var det dog mere ventet at holdet ville få det svært. Et par meget flotte kampe mod Brabrands 2.hold og Hørnings 1. hold, der trænes af den tidligere landsholdsspiller Frank Pingel, har vist holdets potentiale, så vi har lov at håbe. 4.holdet er overtaget af den dynamiske due, Mogens Hansen og Jens Christian Steninge. Ud over at skaffe billig maling til flere af klubbens medlemmer har Mogens Hansen skaffet 3.holdet 2 oprykninger de seneste år. Betingelserne for et 4.hold er svære, men det er dog lykkedes Mogens og Jens Chr. at samle et hold der ligger placeret midt i serie 5. Søren Morbjergs 5. hold er sammen med 1.holdet, det seniorhold der har hentet flest point, nemlig 16. Logen, hvis alders- og vægtgennemsnits stiger betragteligt år for år, er som noget nyt havnet i den tunge ende af serie 5. En af forklaringerne på holdets sportslige deroute, kan være, at man inden sæsonstarten, måtte sige farvel til en af sine helt store profiler. Sidsteholdet i serie 6 lever ikke op til sit navn og er placeret midt i rækken. Tom Olsen har haft ansvaret for et meget spændende U-21 hold i foråret, der har spillet en række gode U-21- kampe.Det bliver spændende at følge de unge talenter fremover. |
|