Af: Jes V. Nielsen

Det lyder flot, men det er også rigtig for i år fik Lyseng igen et hold tilmeldt i Drenge Mester. Jeg mener det var et år for sent, da det hold der spillede drenge sidste år, var betydelig bedre end det der er i år.

Jeg vidste at det ville blive et svært forår, og valgte derfor at tilmelde os en til stor indendørs turnering i Fredericia, så spillerne kunne lære hinanden at kende, inden at det for alvor gik løs. Sportslig var denne turnering ingen succes. Det var meget tydelig for enhver, at vi ikke havde mulighed for at spille indendørs fodbold i en rigtig hal, men måtte nøjes med gymnastik salen på Holme skole. Vi havde hverken evnerne eller teknikken, men turen var en social succes og det var også meningen.

Vores trænings turnering gik op og lidt ned, men holdet viste, at hvad det manglede i teknik havde det i vilje. Men det var tydelig at flere af spillerne var bagefter på fysisk og tekniks plan, så der var nok at arbejde med under træning.

Der var også lys punkter som en tidlig morgen i Kolding, hvor vi vækkede hjemmeholdet ved at føre 3-0 indenfor de første 4 min. kampen endte 6-0. Vores sidste træningskamp var mod Randers Freja - et hold som er et af de bedre i Jylland. Her skulle vi for første gang vise hvad vi kunne. Randers spillede en god gang fodbold og havde et par midtbanespillere som var utrolig stærke, men vi kæmpede det bedste vi havde lært, og efter en dårlig første havleg, der havde kostet mange kræfter i forkert "løbe arbejde", kom vi bedre med i kampen, og tabte med 3-1 efter en god indsats.

I turnering kom vi i pulje med AC Horsens, Vejle/bredballe, Skovbakken, AIA og FC Horsens. Jeg vidste at de to første hold var favoritter til at vinde puljen, hvordan vi lå i forhold til de andre var jeg mere i tvivl om.

Den første runde blev udsat p.g.a. vejret, så vi skulle i løven hule i vores første kamp. Vi mødte Vejle på udebane og efter 10 sek. var vi bagud 1-0. Denne chokstart kom vi aldrig over og tabte 4-0. Det var også en kamp som fortalte mig meget om hvordan forældre ikke bør være!

I anden kamp mødte vi Skovbakken, og her kom vi foran 1-0, men gik så ned i 25 min. og kom bagud 1-2. Derefter kæmpede vi for at komme ind i kampen, men Skovbakken stod godt på banen, og vi kunne ikke få bolden ind på de chancer vi havde. Jeg vil gerne her overfor spillerne undskylde min egen opførsel ved denne kamp, da den viste hvordan en trænere ikke bør være!

Derefter mødte vi ACH og dette var en kamp hvor vores målmand Peter Q. viste svaghed med bryst tæmninger og så var vi bagud efter 5 min. vi tabte kampen 4-0.

Nu havde vi spillet 3 kampe, havde en målscore på 1-10 og nul point, det var ikke noget der gav meget humør, eller tro på at noget kunne lykkes.

Så møde vi AIA, og i en meget målrig, men ikke særlig køn fodboldkamp, vandt vi 9-4 efter at have ført 7-2 ved halvleg, det hjalp på humøret.

Næste kamp var mod FCH her blev spillet noget bedre, men vi brændte stadig for mange chancer, så vi vandt kun 3-1.

Vores næste kamp var hjemme mod VB. Vi vidste hvad de stod for. På deres hold er der 2 spillere der er på ungdomslandsholdet, men vi gik ud med den indstillingen; intet at tabe alt at vinde, og med "de 4 S" i baghovedet. Vi spillede kanon godt de første 25 min, hvor vi spillede bedre end et af landes bedste drenge hold. Men igen brændte vi vores chancer, og det gjorde de ikke, så på 2 chancer var vi bagud med 2-0, ved halvleg.

Jeg kunne mærke på spillerne i halvlegen, at de ikke troede på det, og de følte sig snydt, hvilket jeg godt kunne forstå, men med en lille snak blev vi enige om at vi ville kæmpe videre, selv om det var svært. Drengene kæmpede det bedste de havde lært og vi tabte anden halvleg med 1-0.

Jeg glæder mig til de sidste kampe, for hvis det jeg så i kampen mod VB er fremtiden, så ser det meget lyst ud. Jeg synes selv at den præstation, viste en meget høj moral og holdånd, hvilket ikke kun er noget træneren er med til at skabe, men noget som også i høj grad skal komme fra spillerene selv.

Jeg vil allerede nu gerne fremhæve et par spillere, som har været med til at løfte holdet: Søren Deding vores klart bedste mand, som altid er klar til at gå først, og er en god kammerat og et godt forbillede. Christopher Haahr, en spiller jeg ikke brugte meget sidste år, men som i år er trådt igennem.

Et hold er ikke beder end sin bagerst mand, og her har vi Peter Quist, der også er god til at holde højt humør i omklædningsrummet. Hassan som løber for fire under en kamp, samtidig med at han har vist at være vores mest målfarlige spillere. Esben der igen har fundet lysten til at spille bold og det ses tydelig. Jeg ser frem til en fremgang i fremmødeprocenten.

Jeg vil gerne slutte med at komme med et par sure opstød, dette gælder ikke kun Drenge M spillerne men alle der har med fodbold at gøre i hele Lyseng.

Jeg tror, at der er mange forældre, der ikke er klar over, hvor svært det er at få frivillige ledere i dagens Danmark. Derfor - vær glad for at din søn/datter har en træner, der gider at bruge tid på dit barn, hjælp jeres træner, kom til træning hver gang, meld aldrig afbud til kamp, men find en løsning så der både kan spilles kamp og komme til tante Marens fødselsdag.

Ros alle spillere ikke kun dit eget barn, kom med positiv tilråb, hold de negative for dig selv, har du kritik til træneren så kom med den lidt efter kampen, ikke under kampen, kom ned og se kampene, det er sjovere at spille fodbold for 20 mennesker end 4.

Har du tid i overskud, så hør om der ikke er noget du kan hjælpe med F.eks. afslutning, skrive kampkort eller andet (vi mangler altid en træner).