Af Morten Ravn

Undertegnede har en svaghed for folk, der ryger pibe. Min far gør det (det har sikkert bare noget med et faderkompleks at gøre). Sepp Piontek pulser også. Nu viser det sig, Gud hjælpe mig, at Karl Aage også lader røgen stige op fra hullet.

Min første tanke var, da jeg skulle interviewe Karl Aage, at det var årsagen til, han blev valgt som årets træner i Lyseng Fodbold år 2000.

Men nej. Klattens redaktør havde – for en gang skyld - ret, da han påstod, Karl Aage Rasmussen, 50 år, lærer og SFO pædagog i Spiloppen på Kragelundskolen, var en god historie. En mand, med noget på hjerte.

Karl Aage er en god historie. Det er indlysende, han personificerer beviset mod, at der er mangel på ledere og frivillig arbejdskraft i dansk idræt. Sidste år trænede han fire hold…. I år har han droslet væsentligt ned, så der kun står lilleputter på visitkortet – men dog en 25-30 knægter at holde styr på.

Det er nu ikke så meget det. Det er mere Karl Aages klare holdninger, jeg faldt for – ud over det med piben.

- Manchester Uniteds legendariske boss, Matt Busby, har sagt det, lyder det kontant fra Karl Aage på spørgsmålet om, hvorfor han egentlig gider interessere sig for fodbold.

-Fodbold er ikke et spørgsmål om liv og død. Fodbold er meget vigtigere.

- Jeg synes, Busby havde ret. Et eller andet sted. Fodbold er noget unikt. Bare det at løbe ud på noget grønt græs. Det er egentlig livet i sig selv. Men så kommer drengene samtidig et sted, hvor der er sat et regelsæt op. Med fodbolden simulerer vi en leg – men med regler.

- Hvis drengene ikke overholder reglerne, er der sanktioner. Med det samme. Det er i princippet nøjagtig som i resten af alle livets facetter, og det lærer vi af.

Alvor med legen

Karl Aage, der er uddannet folkeskolelærer, har allerede antydet det. Der skal være alvoren med i legen.

- Vi spiller ikke for sjov. Men det må gerne være sjovt at spille, slår han fast.

Jeg mener, det skal være målrettet at gå til fodbold. Stod det til mig, skulle det faktisk også være enhver dreng og piges pligt, for holdspillet lærer børnene meget. Fodbold er blevet en magtfaktor af de store inden for det seneste århundrede. Netop fordi det som holdspil afspejler, hvad der foregår og hvad der venter – ude i samfundet.

Karl Aage, der kommer fra Ulstrup ved Langå og spillede ganske få kampe for Ulstrup United indtil sit 16. leveår, holdt derefter en lang pause – små 30 år - med fodbolden. Nu er han godt i gang igen, kan man roligt sige.

- Fodbold er og bliver et holdspil. Selvfølgelig går det ud på at vinde, men de dårlige spillere må aldrig have lavere staus end de bedste. De gode ved godt, de er gode. Men de skal indprentes, at Jakob, der måske er knap så snu i driblingerne, vil gøre alt hvad der står i hans magt for at tilføje sig selv og holdet det bedste, siger Karl Aage Rasmussen.

Katastrofe at skille drengene

Med den filosofi går Karl Aage andre veje, end mange andre ungdomstrænere i det seneste årti, som notorisk skiller de bedste fra de mindre gode og laver 1., 2. og 3. hold, inden børnene selv kan lægge to og to sammen.

- Jeg så helt vildt gerne, at der – for eksempel i Lyseng – blev lavet en klar politik om, at børnene ikke skilles ad, før de når puberteten. Alt andet har jeg kun set dårlige eksempler på, og det mister man alt for mange spillere på – og det mest vigtige: børnene mister lysten.

- De små hold skal blive sammen, fordi der er så mange makkerpar blandt dem. I det øjeblik, du laver eliteholdene hos de små, brækker du også de små makkerpar fra hinanden. Det er en katastrofe – ikke mindst for sporten, siger Karl Aage.

Det lilleput-hold, han startede med for et par år siden var den gang sjettehold, eller kald det hvad du vil, som Karl Aage formulerer det. I dag kunne gutterne gøre det ud for et andethold.

Men vi kalder ikke holdet noget. Vi holder bare sammen Der er så få rigtige gode spillere, som betyder noget for et hold. Nej, det er sammenholdet. Det at virke sammen, så kan man udligne meget i en ungdomskamp.

Byg en trappe

For undertegnede, der altid spillede på Lysengs andethold, men sammen med de samme kammerater, ind til jeg et år senere blev udtaget som Lysengs første og hidtil eneste juniorlandsholdsspiller, lyder det som sund fornuft. Der er ingen grund til hastværk i ungdomsrækkerne.

- Vi har i dag – for eksempel – tre AGF’ere på holdet, som netop stoppede i AGF af samme grund. Det dur ikke. Min filosofi er, at der ikke skal laves en top, men en trappe, som alle kan stige op ad – sammen, siger Karl Aage.

En del af Højbjerg

Han betragter ikke de mange timer i Lyseng som et arbejde på lige fod med pædagogtjansen på skolen.

- Nej, slet ikke. Men det er jo en fordel. Jeg kan gå og håndplukke talenterne, smiler Karl Aage gennem piberøgen, han kun en sjælden gang lader lungerne tilflyde.

- Her forleden var der en gut, som jeg spiller med i SFO. Han gad ikke længere spille i AGF. Han er et kæmpe talent, og har har altid været glad for bolden. Men var kørt sur

- Så standser jeg tiden og siger hallo. Der er noget galt. Nu spiller han igen, og han bliver en af de bedste backs, der nogen sinde er set i Lyseng. Og så er vi der igen. Uanset om drengene er gode eller mindre gode, så spiller alle jo her i SFO – på tværs af talentet. Sådan skal det være. Udvælgelsen kommer hurtigt nok – og af sig selv. Som i resten af samfundet…

Isoleret i Lyseng

Karl Aage kom ind fra højre, da han blev spurgt af den daværende kasserer, Erik Petersen, om han ville tage en tørn i Lyseng. Man kan roligt sige, det blev til mere en almindelige indsats. Men det var ikke nemt i starten at komme i storklubben.

- Der er efterhånden mange mennesker i Lyseng, og ingen ville jo nærmest kende ved mig i starten. Jeg var jo – som alle andre nye – et tilfældigt nummer. Men nu hjælper det på det. Folk har fundet ud af, jeg har en tilknytning – og de hilser.

Det mangler sgu’ da bare indskyder intervieweren.

Tillykke, Årets Træner!!!

For fodbold skal være enkelt, som Karl Aage slår fast.

- Der er jo ikke nogle drenge, som går til fodbold, fordi de har set Figo i TV. De kommer, fordi de har det sjovt – og ka’ li’ det.